Helvede nu.

Så sker det snart.
Snart begiver jeg mig ud på færden at skulle leve selv... i københavn. Kan jeg klare det? I don't think so. Vil jeg klare det? Måske.
Jeg er bange. Virkelig, virkelig bange. Men der -er- vel intet andet at gøre end at være tålmodig og så bare kaste mig ud i det når tiden så kommer.
Meh. Igår fandt jeg et bælte jeg brugte for to år siden, kun for at finde ud af at hvis jeg skulle bruge det nu skulle jeg tabe mig 25 cm rundt hofterne. Jeg følte mig sjovt nok pludseligt ekstremt fed. Jeg ved godt at det er meningen at jeg skal lave øvelser osv. Og jeg har da også tænkt mig at lave dem. Pt har jeg bare ikke rigtig plads til det nogen steder. Dem jeg kan tage imens jeg ligger og skriver dette klart. Dem tager jeg. Men ellers ikke.
Jeg føler mig virkelig, virkelig fed. Jeg ved godt hvad jeg skal gøre for at tabe mig. Lay off the cheese, pasta and chocolate. Men... blah!
Jeg nakker seriøst nogle af min mors nupo-supper. Så jeg kan spise dét i mine kommende desperate forsøg på at tabe mig. På dette tidspunkt frygter jeg også lidt for hvad der sker når jeg så endelig engang taber mig.
Løs hud, saggy tatas? Vil jeg kunne undgå det nu hvor jeg stadig er ung og... så videre? Det håber jeg.
Blah. Det er fint nok at jeg har negerrøv og hofter. Men når det bliver akkompagneret med strækmærker og cellulite kan det næsten være ligemeget. Plus. Min talje er ikke hvad den engang var og hvad den burde være. OG jeg vil kunne passe det pæne tøj igen! Jeg vil kunne finde bukser jeg kan få min booty ned it. GAH.
Når jeg engang får et job må jeg finde en eller anden måde at få trænet alt det her fee' nå' af. Hmf!
Det kan da godt være at folk vil mene at jeg har bodydysmorphia. Det har jeg -ikke-. Jeg ved hvordan jeg ser ud. Jeg har sådan set ikke et stort problem med det. Jeg har bare et andet billede af hvordan Cæcilie Constantine bør se ud.
Ikke åleslank, thank you. Men slankere. Og med pænere hud.

C.

Ps: Kvinder må -godt- rante om det her. Pfth. Hvorfor tror du jeg har en blog, biatch?!