Kære Blog.

Jeg har ikke givet dig den kærlighed du behøver på det sidste.

Jeg har heller ikke givet dig den kærlighed du fortjener. *suk*

Nå. Det var det.

Hej, hej.

Movie-taimz.

Jeg har set to film indtil videre her til aften. Dorian Gray og Når Kirsebærtræerne Blomstrer.
Begge to interessante egentlig.
Dorian Gray værende interessant, fordi der er så meget sex med og at plottet og selve historien jo egentlig -er- ganske fangende. Man ser hvordan en uskyldig ung mand bliver til et forevigt ungt monster. Men i sidste ende er den en af den slags kiks, hvor man i første omgang lægger mærke til en sødme og en behagelig smag i munden, men efterfølgende føles det som at have et stykke pap liggende og lalle på ens tunge og den eneste tanke, som flyver igennem hovedet er 'Hvor og hvordan får det her en ende?' Enden er et slasket forsøg på at smide endnu flere twists and turns ind, hvor det egentlig allerede har været for meget.
Skuespillet er mjaaa.. okay.. I guess. Men menneskers følelser er enten for langt væk fra den virkelige verden eller også giver filmen bare ikke publikum noget som helst begreb af tid, andet end da man når til det punkt, man var ved i starten af filmen, hvor de siger 'klip' -et år tidligere- 'halvdelen af filmen'. DET giver mig en følelse af dovenskab, slattenhed og en følelse af, at da skribenten kreerede manuskriptet, ville han ikke give tid til at følelser faktisk kunne gro -imellem- mennesker.

Når Kirsebærtræerne Blomstrer derimod fangede mig på et helt andet niveau end ren underholdning. Det var en rejse på følelser og en flod af tårer. Muligvis skal man have den længsel efter visse steder, for at føle et stærkt bånd til denne film, det skal jeg ikke kunne sige, da jeg jo netop ejer disse, men siden den har fået så mange stjerner og gode anmeldelser, vil jeg vove den påstand, at det ikke kun er mig, som har det sådan.
Filteret er ikke ligeså rent og fint, som DG, hvilket også hjælper utrolig meget til, at man kommer dybere ind personligt i filmen. Derudover virker personerne reelle. Tyskerne snakker tysk med hinanden, engelsk til andre folkefærd og japanere snakker japansk med hinanden. Som de jo også gør i virkeligheden, hvilket gør, at jeg kan forholde mig meget mere reelt til den her film. Hvor DG var god for underholdningens skyld, noget af den anyhow, er denne film god for at få kontakt med sig selv.

Begge film har den samme pointe og essens på hver deres måde. Hvor DG fortæller om, at man skal aldrig sige nej til sig selv og altid gribe chancen, men senere hvilket fordærv dette kan lede en ud i, siger NKB faktisk det samme og hvilket fordærv man kan ende ud i hvis man ikke gør det.
Svaret på hvorfor disse går imod hinanden ligger vel i dybderne af ønskerne. Hvor ønskerne i DG kun handlede om en stunds nydelse og ikke at holde sig tilbage for noget, handler NKB om livsønsker og drømme, de ting som skaber os, so to speak.

Nå.. jeg har to film mere at se og jeg skal male om otte timer ca. Ja matta ne.

C.

Mehdigt.

Jeg havde lige lyst.


Grasp me now in the winterair
While I am still to touch
Fill me with your pain and despair
Fill me with your trust

Release yourself from lies and hope
Soon I wont be here
See now how you will cope
Let your mind be clear

The crooked smile, the worried eyes
They shall fade away
People are filling you with lies
When they tell you, I will stay.

But in the wind I shall whisper
And in the treetops I shall dance
Hold me now while I wither
Throw me one last glance

Love me now and forever
Love again without shame
For when you too cross the river
We will dance again.

Arbejde...

Jeg er en Netto-pige. Jeg er salgsassistent. Selvom jeg efterhånden er kommet ind i det, er jeg stadig meget grøn på området.
Hvad jeg indtil videre har lært ved at arbejde i en Netto:
Folk kan være søde og rare og fornuftige.
Men... folk kan også skabe sig over absolut ingenting, besværliggøre et faktisk allerede svært arbejde, blive personlige og fuldkommen urimelige. Og sure over ting, som man ikke -bør- blive sur over.
Folk kan være hjælpsomme og forstående.
Folk kan sagtens spørge pænt.
Men... folk kan også være onde og tale ned til dig og føle at det er de i deres gode ret til at være nogen røve.
Folk kan sagtens finde ud af, at sætte ting de ikke skal have på plads igen eller bede kasseassistenten om at tage imod det.
Men... folk har ofte også en vane med bare at sætte diverse ting rundt omkring i en butik hvor de slet ikke hører til.

Generelt ser man mennesker på både godt og ondt. Dette er både givende, inspirerende, bekræftende og lærerigt. MEN det tager også en del på en og med tiden kan man blive en værre person, end man egentlig ønsker/ønskede at være. Og for hvad? Hvorfor? I bund og grund, så er manglen på god opdragelse og/eller almindelig logisk sans jo det, som gør jobbet mest besværligt.
Jeg er opdraget til at:
Hvis man ikke skal have en vare, så stiller man den på plads.
Man går ikke til kassen, før man har de ting man skal have. (En enkelt ting, kan man måske lige løbe efter.)
Man hidser sig ikke op overfor andre mennesker over småting, men man skal heller ikke finde sig i at blive urimeligt behandlet.
Hvis en person beder dig om hjælp til at gøre en simpel ting, så er det fuldkommen uacceptabelt at sige nej eller at skabe sig over det. Du dør ikke af at skubbe aviser op til kasseassistenten, hvis de er kommet på afveje. Det er ikke at sende dig på arbejde.
Man taler pænt til kasseassistenter og andet personale i en butik. Der er absolut ingen grund til at gøre deres arbejde mere besværligt eller ødelægge deres humør, når de fleste ting kan klares på almen høflig manér.

Opdragelse og opdragelse. Det her er ikke ting mine forældre har opdraget mig til. Kun i det omfang at jeg fandt det pinligt, når de ikke gjorde det. Alt i alt er det min egen logiske sans, fornuft og empati, der har opdraget mig til det ovenstående.

Alt i alt er jeg glad for mit arbejde, jeg vokser med det og lærer af det. Derudover arbejder jeg sammen med en masse mennesker, som jeg faktisk rigtig godt kan lide, omend vi ikke altid er lige gode venner.
Jeg kan dog godt se, at jeg ikke personligt er skabt til at stå i en dagligvarehandel. Jeg har dog tænkt mig at blive, til en bedre mulighed dukker op.

Om kærlighed og kildevand.

Det er besværligt, at være kvinde. En kvinde skal jo ikke bare have personligheden, men den skal edderfileme også være der. Der skal også være 'teh lookz'. Og jeg ved godt, at der er folk der vil sige, at det er noget vrøvl, men.. det er det jo ikke.
Mænd skal have personligheden og de skal helst heller ikke ligne noget der lige er kommet ind med katten. Men de behøver ikke være smukke, lækre eller 'frække'.
Jeg kan selvfølgelig ikke tale for alle kvinder eller mænd. Kan kun gengive hvad mine egne øjne ser og min egen hjerne stykker sammen.
Men jeg har hverken personligheden eller the lookz.

Jeg er for hidsig, for creepy, for dum, for tosset, for bedrevidende, for snobbet, for irriterende, for grim, for dårlig til at lave mad, for tyk, for jaloux, for voldsom, for deprimerende, for tyk, for indædt, for vrissende... og oveni dét er jeg også utrolig kræsen. Oh! Ohhhh!! Lad os ikke glemme at jeg er fuldstændig middelmådig i godt og vel alting.

Jeg bliver så jaloux, at jeg får kvalme og rysteture så snart det er der... og det kommer så let.
Jeg er glad for, at manden ved det. Og at han også forstår at få mig til at føle tryg igen... fjollet, men tryg.

Det hjælper mig ikke meget, at andre mennesker igen skal fortælle mig at jeg ikke ved alting om ham... 'No shit, Sherlock!' siger jeg og lader det ligge der. Men deres intentioner har været vellykkede... for med de ord sættes tanker i gang i mig. Og en negativ spiral er sat i værk! Nysgerrighed, undren, tvivl, frustration, vrede, sorg... Vupti og tak, 'sødte'. Det var da godt nok en gave af information du lige 'gav' mig der, hva?

Jovist, jovist, man kan sagtens synes om andres udseende og finde andre attraktive. Man kan også mene at 'omg dat person iz so hot' osvosv. Det ville også være meget nemt for mig at håndtere, hvis jeg var lidt mere sikker i mig selv og i den kærlighed manden påstår at have til mig.

Det er også en af grundene til at jeg gerne vil tabe mig, blive sundere, snart begynde at løbe og lave nogen flere øvelser. Der har vi så kroppen. Men sindet skal også trænes... mm. Jeg skal læse flere bøger og SPILLE rigtig meget mere. Intet bedre en hotte gamergirls. (Det kommer vel an på målet dog)
Skal også blive bedre til at finde ro ved mig selv.. at kunne slukke telefonen og computeren og bare sidde for mig selv og læse.. tegne.. sk.. jeg skriver på computeren. No good. Eh. Nå ja.. og meditere og bede. Min hverdag har ofte lysnet i det store og hele i de perioder hvor jeg har haft bedt og mediteret.

Jeg har det lidt bedre nu. Tak, blog.

"Selv tak! ^^ "

- C.

"Jeg har ikke brug for dit spellcheck, C."

Jeg er kommet frem til to konklusioner.
1: Der er mennesker, som skærer tænder af åbenlyse, gentagende stavefejl.
2: Der er mennesker, som skærer tænder af gentagende rettelser.

Disse to konklusioner danner dog en tredie konklusion.
At man bare må lære at stave ordenligt, hvis man ikke kan klare at blive rettet.

Der er hverken dobbelt-r eller d i "interessant". Til gengæld er der dobbelt-s.

There. I said it.

Skriveøvelseblah - Lyset fra vinduet

Torsdag eftermiddag.
Vinter.
Hovedbiblioteket i København.
Solens lys rækker kort.
Og det eneste jeg får at se er dens dans på muren, som jeg skimter gennem vinduet.
En meget stilstående dans måske.
Men så længe kloken drejer, løber lyset.
Bestemmer vores døgnrytme.
Lader os se, blinder os og forbrænder os.
Apollon er ikke til at spøge med.
Han giver os lyset, men straffer os med smerte og kræft, hvis vi bliver for grådige.
Leder han os på rette vej?
Ja... Måske.
Grådighed bliver altid straffet i et eller andet omfang.
Ligesom dovenskab.
Åh Apollon. Himlens patroniserende bifigur.
Hvis vi tager det efter Myterne navnet kommer fra under alle omstændigheder.
Solen... Af en eller anden grund er den mindre værd for grækerne end tordenen.
Sært.