All I wanted was to be wanted.

But you're drowning me deep in your need to be needed.

Jeg er naiv. Jeg vender mig til internettet, da jeg indser at jeg skal have flere venner i denne del af verden. En skriver til mig. "I see friend might he be" tænker jeg. Og det går da også derudaf. Han virker flink, en smule feminin ved at skrive 'kære' og 'søde'. Men ellers... You know. Could be upcoming good friend. :D

Senere her til aften, snakker vi om at mødes spontant osv. Jeg -har- opfattet at han forsigtigt flirter med mig. Jeg -har- godt set det. Men af en eller anden grund, har jeg tænkt: 'fuck det. Jeg kan da nok få ham overbevist om at vi bare skal være gode venner!'. Ak.
Så jeg gør det da også klart, at der på ingen måde kan være noget hankypanky. For det første er jeg ret meget en kvinde idag imorgen og dagen derefter. For det andet har jeg afgivet et løfte til et andet menneske.
'Hvad mener du?' "Eh... jeg ser min eks. Ikke noget fast forhold. Men heller ikke helt casual."

Og selvfølgelig bliver han skuffet. Jada. Pyt skidt med at jeg er fed, ligner en trold og har dårlig hud. (For det viser cammet jo ikke loolololo).
Så vil han ikke mødes alligevel. For han kan ikke tåle at blive såret lige nu... åh jamen for guds skyld da.
Han virker stadig sød og jeg vil sådan set gerne have hans venskab. Nu har han så eh... givet mig det 'kærlige' indtryk af at han vil vælte min x af pinden.

Det irriterer mig.

Jeg er irriteret nu.

Jeg går i seng. Irriteret. Og UDEN at have lavet mine øvelser. (selvom jeg faktisk har fundet én god én)
Nok om dét.
RRRRR!!!

Helvede nu.

Så sker det snart.
Snart begiver jeg mig ud på færden at skulle leve selv... i københavn. Kan jeg klare det? I don't think so. Vil jeg klare det? Måske.
Jeg er bange. Virkelig, virkelig bange. Men der -er- vel intet andet at gøre end at være tålmodig og så bare kaste mig ud i det når tiden så kommer.
Meh. Igår fandt jeg et bælte jeg brugte for to år siden, kun for at finde ud af at hvis jeg skulle bruge det nu skulle jeg tabe mig 25 cm rundt hofterne. Jeg følte mig sjovt nok pludseligt ekstremt fed. Jeg ved godt at det er meningen at jeg skal lave øvelser osv. Og jeg har da også tænkt mig at lave dem. Pt har jeg bare ikke rigtig plads til det nogen steder. Dem jeg kan tage imens jeg ligger og skriver dette klart. Dem tager jeg. Men ellers ikke.
Jeg føler mig virkelig, virkelig fed. Jeg ved godt hvad jeg skal gøre for at tabe mig. Lay off the cheese, pasta and chocolate. Men... blah!
Jeg nakker seriøst nogle af min mors nupo-supper. Så jeg kan spise dét i mine kommende desperate forsøg på at tabe mig. På dette tidspunkt frygter jeg også lidt for hvad der sker når jeg så endelig engang taber mig.
Løs hud, saggy tatas? Vil jeg kunne undgå det nu hvor jeg stadig er ung og... så videre? Det håber jeg.
Blah. Det er fint nok at jeg har negerrøv og hofter. Men når det bliver akkompagneret med strækmærker og cellulite kan det næsten være ligemeget. Plus. Min talje er ikke hvad den engang var og hvad den burde være. OG jeg vil kunne passe det pæne tøj igen! Jeg vil kunne finde bukser jeg kan få min booty ned it. GAH.
Når jeg engang får et job må jeg finde en eller anden måde at få trænet alt det her fee' nå' af. Hmf!
Det kan da godt være at folk vil mene at jeg har bodydysmorphia. Det har jeg -ikke-. Jeg ved hvordan jeg ser ud. Jeg har sådan set ikke et stort problem med det. Jeg har bare et andet billede af hvordan Cæcilie Constantine bør se ud.
Ikke åleslank, thank you. Men slankere. Og med pænere hud.

C.

Ps: Kvinder må -godt- rante om det her. Pfth. Hvorfor tror du jeg har en blog, biatch?!