Torsdag eftermiddag.
Vinter.
Hovedbiblioteket i København.
Solens lys rækker kort.
Og det eneste jeg får at se er dens dans på muren, som jeg skimter gennem vinduet.
En meget stilstående dans måske.
Men så længe kloken drejer, løber lyset.
Bestemmer vores døgnrytme.
Lader os se, blinder os og forbrænder os.
Apollon er ikke til at spøge med.
Han giver os lyset, men straffer os med smerte og kræft, hvis vi bliver for grådige.
Leder han os på rette vej?
Ja... Måske.
Grådighed bliver altid straffet i et eller andet omfang.
Ligesom dovenskab.
Åh Apollon. Himlens patroniserende bifigur.
Hvis vi tager det efter Myterne navnet kommer fra under alle omstændigheder.
Solen... Af en eller anden grund er den mindre værd for grækerne end tordenen.
Sært.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar