Movie-taimz.

Jeg har set to film indtil videre her til aften. Dorian Gray og Når Kirsebærtræerne Blomstrer.
Begge to interessante egentlig.
Dorian Gray værende interessant, fordi der er så meget sex med og at plottet og selve historien jo egentlig -er- ganske fangende. Man ser hvordan en uskyldig ung mand bliver til et forevigt ungt monster. Men i sidste ende er den en af den slags kiks, hvor man i første omgang lægger mærke til en sødme og en behagelig smag i munden, men efterfølgende føles det som at have et stykke pap liggende og lalle på ens tunge og den eneste tanke, som flyver igennem hovedet er 'Hvor og hvordan får det her en ende?' Enden er et slasket forsøg på at smide endnu flere twists and turns ind, hvor det egentlig allerede har været for meget.
Skuespillet er mjaaa.. okay.. I guess. Men menneskers følelser er enten for langt væk fra den virkelige verden eller også giver filmen bare ikke publikum noget som helst begreb af tid, andet end da man når til det punkt, man var ved i starten af filmen, hvor de siger 'klip' -et år tidligere- 'halvdelen af filmen'. DET giver mig en følelse af dovenskab, slattenhed og en følelse af, at da skribenten kreerede manuskriptet, ville han ikke give tid til at følelser faktisk kunne gro -imellem- mennesker.

Når Kirsebærtræerne Blomstrer derimod fangede mig på et helt andet niveau end ren underholdning. Det var en rejse på følelser og en flod af tårer. Muligvis skal man have den længsel efter visse steder, for at føle et stærkt bånd til denne film, det skal jeg ikke kunne sige, da jeg jo netop ejer disse, men siden den har fået så mange stjerner og gode anmeldelser, vil jeg vove den påstand, at det ikke kun er mig, som har det sådan.
Filteret er ikke ligeså rent og fint, som DG, hvilket også hjælper utrolig meget til, at man kommer dybere ind personligt i filmen. Derudover virker personerne reelle. Tyskerne snakker tysk med hinanden, engelsk til andre folkefærd og japanere snakker japansk med hinanden. Som de jo også gør i virkeligheden, hvilket gør, at jeg kan forholde mig meget mere reelt til den her film. Hvor DG var god for underholdningens skyld, noget af den anyhow, er denne film god for at få kontakt med sig selv.

Begge film har den samme pointe og essens på hver deres måde. Hvor DG fortæller om, at man skal aldrig sige nej til sig selv og altid gribe chancen, men senere hvilket fordærv dette kan lede en ud i, siger NKB faktisk det samme og hvilket fordærv man kan ende ud i hvis man ikke gør det.
Svaret på hvorfor disse går imod hinanden ligger vel i dybderne af ønskerne. Hvor ønskerne i DG kun handlede om en stunds nydelse og ikke at holde sig tilbage for noget, handler NKB om livsønsker og drømme, de ting som skaber os, so to speak.

Nå.. jeg har to film mere at se og jeg skal male om otte timer ca. Ja matta ne.

C.