Update.

Vores bil er totalsmadret. Min ryg er brækket og mit hoved skal stadig lige komme sig over ulykken.

Jeg husker glasskår og jord suse forbi mine ører og kærtegne min hals og skuldre... stilheden -efter- stormen, min nevø's "jeg vil ud jeg vil ud" og så...
... alle er ude undtagen mig. Jeg sidder der stadig. For meget smerte til rigtig at kunne stå ud af bilen.
Bagdøren bliver revet af, af en lastbilschauffør. Der er læger... en politimand... en masse mennesker ved mig. Jeg må ikke flytte mig. Jeg må ikke røre mig. Jeg må ikke spænde i mine muskler. Jeg er ikke lammet. For jeg kan mærke smerten i mit højre ben og spænder i mit venstre. Der -er- blevet ringet efter hjælp. Der er ansigter omkring mig. Min familie ude på græsset afventende hjælp... alle undtagen min søster, som er i for meget chok til at tage det roligt og sætte sig ned. Fortvivlet.
Ambulancen kommer. Jeg bliver trukket op på en båre og kørt ind i ambulancen. Kan knap nok se noget som helst for solens stråler, som er over det hele.
"Du skal bare tage det roligt". Jeg er skam helt rolig. For meget smerte til andet. Eller måske er det bare sådan jeg husker det?

Jeg har to små brud på rygsøjlen. En lændevirvel og en brystvirvel. Skal bruge trepunktskorset i 6 uger og nok til genoptræning i 3 måneder. Smerter.

C.